Det samlede antal lønarbejdere i København i 1875 var ca.
35.000 mænd og kvinder. I denne periode voksede byen med næsten 140.000
mennesker, hvoraf rundt regnet halvdelen var unge, arbejdslystne tilflyttere
fra landet. Det forhøjede pres på arbejdsmarkedet resulterede i mange år med
strejker og arbejdskampe. Det var derfor år med fattigdom i arbejderkvartererne.
Det første alvorlige nød år var 1877, da konjunkturerne vendte nedad, og alle
virksomheder indskrænkede produktionen. Der var i alt 9000 arbejdsløse i
København, og visse fag var særlig hårdt ramte. Hvilket vil sige en reel
arbejdsløshed på mellem 40 og 60 procent i vise fag.
Offentlig bistand til arbejdsløse fandtes ikke. Derfor
eksisterer der kun pletvis statistik over ledighedstallene. Men meget tyder på,
at arbejdsløsheden kulminerede i årene efter midten af firserne, hvor tilstrømningen
til byen var størst, og stadige prisfald bidrog til at holde produktionen og
dermed beskæftigelsen nede. Krisen faldt også denne gang sammen med særligt
hårde vintre. 1885-86 var en af dem, hvor i hvert fald 12.000 af byens mænd og
kvinder var arbejdsløse, svarende til en tredjedel af arbejdsstyrken. De
private velgørenhedsselskaber gav dagligt middagsmad til i alt ca. 5000
personer den vinter. Rigsdagen forhandlede om at yde økonomisk hjælp, men sagen
strandede. Venstre var handlingslammet, og højre ville ikke være socialisternes
„reserveskruekasse” ved at bidrage til deres strejkefond ved nødhjælpen. Det
var fagforeningerne, som satte det største hjælpearbejde ind. Blandt dem, som
havde arbejde, blev der indsamlet ca. 100.000 kr. De blev omsat til 20.000 pund
flæsk og 25.000 rugbrød og uddelt til de nødlidende. Også de følgende vintre
var slemme. Det var i dette hårde miljø, at socialismens store førere, Stauning
og Borgbjerg voksede op.
Fra omkring 1870 begyndte danske arbejdere at organisere sig
på socialistisk grundlag efter inspiration fra udviklingen i andre lande i
Europa. Bevægelsen byggede på Karl Marx’ idéer og var organiseret som en
sektion af Første Internationale (IAA). I spidsen for processen stod den
velformulerede, intellektuelle Louis Pio. Trods voldsom fordømmelse i pressen
fik den danske afdeling af Internationale i løbet af et halvt år 4-5000
medlemmer i København og halvt så mange i de større provinsbyer.
I maj 1872 indkaldte Louis Pio til et møde for arbejdere i
Fælledparken i København. Politiet forbød mødet, og Pio blev sammen med de to
andre ledere i arbejderbevægelsen, Harald Brix og Paul Geleff, arresteret og
idømt lange fængselsdomme, mens Internationale blev forbudt. Dette knækkede dog
ikke bevægelsen, og i sommeren 1875 blev de tre ledere benådet, mens
udviklingen kulminerede året efter med vedtagelsen af program og love for Det
Socialdemokratiske Arbejderparti. I 1876 blev det første partiprogram vedtaget,
og i 1884 lykkedes det at få to socialdemokrater valgt ind i Folketinget.
Socialdemokratiet blev dermed det første "moderne" parti med program,
presse og basisforeninger og konsoliderede sig i de følgende årtier sammen med
fagbevægelsen som en af de bedst organiserede arbejderbevægelser i verden.
På denne blomstrede fagbevægelsen. Dansk Arbejdsmands
Forbund blev dannet med 14.000 medlemmer og en formand, M. C. Lyngsie. Han og
Jens Jensen var de stærke mænd, der i sidste halvdel af halvfemserne
mobiliserede fagbevægelsens afdelinger i hele landet. Arbejderne var nu parate
til det store opgør med arbejdsgiverne.
Det kom allerede i året 1899 i forbindelse med en lønkonflikt blandt snedkerne. Nogle jyske fagforeninger forkastede et indgået forlig. Arbejdsgiverne krævede nu, at aftaler mellem de to parters hovedorganisationer skulle være bindende for alle og erklærede derefter lockout over for 35.000 arbejdere. Konflikten – almindeligt kaldet „den store lockout” – kom til at vare fra maj til september 1899 og endte med det afgørende „septemberforlig”. Aftale der blev indgået den 5. september 1899 mellem DsF (nu LO) og arbejdsgiverne i Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Denne aftale slog fast, at arbejdsgiverne havde ret til at lede og fordele arbejdet, mens fagforeningerne var de eneste, der kunne indgå aftaler om løn- og arbejdsforhold.
I tiden op mod 1. verdenskrig mente mange internt i Socialdemokratiet, at der fandt en afideologisering af partiet sted, efter at det var slået ind på en mere reformvenlig kurs i Rigsdagen. Denne diskussion fortsatte med det nye arbejdsprogram i 1923, der var udtryk for partiets leder Thorvald Staunings langsigtede strategi om at blive et regeringsbærende parti. I samme periode oplevede Socialdemokratiet en stærk vækst, og i 1924 overhalede det Venstre som det største parti. Samtidig opnåede partiet regeringsmagten i en i første omgang kort periode fra 1924-1926 og igen fra 1929-1942, med Stauning som statsminister.
Interview med Louis Pio:
Interviewer: Louis, har danmark gjort store socialistiske fremskridt?
Louis: Ja og nej. Vi er heldigvis ikke samme sted længere som vi var i 1872, da jeg blev sat i fængselet. Vi har gjort kæmpe fremskridt siden, men ikke nok - vores mål er at vi en dag skal have en socialistisk regering.
Interviewer: Ved dette valg er I jo for første gang i historien valgt ind i folketinget, hvad siger du til det?
Louis: Det er jo helt fantastisk, at vores metoder virker. Vi er et moderne parti, som arbejder stærkt sammen med fagforeningerne. Vi går ind for lighed, arbejderklassen fortjener et godt liv. Vi har desværre mange arbejdere som er arbejdsløse og lever et ringe liv. De skal hjælpes, og ved at vi er blevet valgt ind i folketinget viser bare at der er behov for os. Folket har valgt os.
Interviewer: Louis, nu bor du jo i USA, og har ikke planer om at rejse hjem igen? Du kan jo se de store fremskridt der sker i landet, vi du ikke tilbage til det parti du grundlage?
Louis: Jeg har det godt her i USA som skribent. Jeg har tiltro til P. Knudsen. Han har formået at få partiet valgt ind i folketinget, han er deres leder, og en god en af slagsen. Det blev desværre aldrig det samme igen efter jeg blev benådet. Det er muligvis jeg der har skabt socialdemokraterne, men det er de nye kræfter der har fået dem i folketinget, og det er derfor også dem der får dem valgt ind til regering.
Louis: Ja og nej. Vi er heldigvis ikke samme sted længere som vi var i 1872, da jeg blev sat i fængselet. Vi har gjort kæmpe fremskridt siden, men ikke nok - vores mål er at vi en dag skal have en socialistisk regering.
Interviewer: Ved dette valg er I jo for første gang i historien valgt ind i folketinget, hvad siger du til det?
Louis: Det er jo helt fantastisk, at vores metoder virker. Vi er et moderne parti, som arbejder stærkt sammen med fagforeningerne. Vi går ind for lighed, arbejderklassen fortjener et godt liv. Vi har desværre mange arbejdere som er arbejdsløse og lever et ringe liv. De skal hjælpes, og ved at vi er blevet valgt ind i folketinget viser bare at der er behov for os. Folket har valgt os.
Interviewer: Louis, nu bor du jo i USA, og har ikke planer om at rejse hjem igen? Du kan jo se de store fremskridt der sker i landet, vi du ikke tilbage til det parti du grundlage?
Louis: Jeg har det godt her i USA som skribent. Jeg har tiltro til P. Knudsen. Han har formået at få partiet valgt ind i folketinget, han er deres leder, og en god en af slagsen. Det blev desværre aldrig det samme igen efter jeg blev benådet. Det er muligvis jeg der har skabt socialdemokraterne, men det er de nye kræfter der har fået dem i folketinget, og det er derfor også dem der får dem valgt ind til regering.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar